Voksenmotion – Hvorfor stopper vi med at lege?

Jeg har aldrig været i så ringe form, som jeg er nu.

Og dét – vil jeg skynde mig at sige – er helt OK og helt forventeligt.

For i november måned lagde jeg mig med en kold lungebetændelse. Den tog vel en halvanden måneds tid at komme mig over. I januar blev jeg gravid og et par få dage efter opdagelsen, indtraf den kære graviditetskvalme. Den varede ved non stop i en 16 ugers tid, før jeg fik det nogenlunde igen. Kort efter blev jeg af min obstetriker beordret til at ophøre alle former for fysisk aktivitet – selv Lukas måtte jeg ikke engang løfte op på puslebordet. I juni blev jeg sygemeldt fra mit studiejob, og en uge efter forestod fødslen så. Herefter fulgte 39 dages indlæggelse – ergo var jeg også ret så inaktiv i den periode.

Så man skal jo ikke være den skarpeste kniv i skuffen for at regne ud, at jeg altså ikke har været den største atlet de sidste 11 måneders tid! Min røv er blevet så flad, at mine trusser falder ned. Og det har aldrig været så tungt for mig at løbe, som det er nu.

Og nu sidder jeg her, øm og træt i kroppen efter formiddagens squashtræning. Øm på den gode måde. “Beviset” på, at jeg har brugt min krop og udfordret den i noget, den ikke har været vant til meget, meget længe. Ærligt, det var bestemt ikke kønt – det, som foregik på squashbanen i dag – men herregud, jeg tosser ikke rundt for, at det skal se kønt ud (og hvis det er for tungt, så er det jo nok fordi, jeg har brug for det!)

På trods af, at jeg efter vores squashkamp i dag var ved at vende vrangen ud på mine lunger, stod jeg tilbage med én altoverskyggende følelse og én konklusion: Hold kæft hvor var det her sjovt! Og hvor har jeg brugt mange år på træning, jeg i bund og grund ikke syntes, var sjovt. Eller som gav dårlig samvittighed i mangel på samme.

Hvorfor er det, at vi voksne stopper med at kræve, at motion skal være sjovt – blot fordi vi bliver voksne?

Se nu på vores børn.

Alle ved, at motion er godt for vores børn. Og alle ved, at hvis børn skal finde motion interessant, så skal det fremlægges som en legende, udfordrende og succesfremkaldende måde at bruge sin krop på. Det skal være sjovt! Og gerne så sjovt, at det ikke føles som motion. Med andre ord: det skal sælges som leg og ikke motion/træning.

Hvorfor er det, at den forståelse for bevægelse stopper, bare fordi vi får et par år på bagen, lidt mere at se til og lidt længere bryster? Hvor børnetræning inkluderer aktiv leg, er voksentræning nærmere lig fitnesscenter, løbebånd og 3×10 i benpressen. Men hvorfor skal voksne stoppe med at lege, bare fordi vi bliver myndige?

Gennem mine snart 30-årige, overhovedet-ikke-videnskabelige observationer fornemmer jeg desværre en udbredt holdning om, at man skal være medlem i et fitnesscenter, for at kunne få sin daglige motion. At man er medlem, fordi det er den nemmeste og mest fleksible måde at få sin motion på. “Så kan jeg hurtigt få det overstået”. Og alligevel kender vi vist alle (eller er selv) dét medlem, der måned efter måned betaler kontingent, men aldrig får brugt sit medlemskab. Hvorfor er vi villige til det? (Og P.S. Hvis din træning er noget, der “bare skal overstås”, ved jeg godt, hvor længe, jeg tror, du holder.)

Forestil dig lille Ole på 10 år. Lille Ole gider ikke gå til fodbold længere, for han synes ikke, det er sjovt. Jeg gætter på, at de fleste af os forældre vil gå langt for at hjælpe lille Ole med at finde en sportsgren, han synes er sjov. Vi vil jo gerne opildne til motion i lille Oles liv, men hvis lille Ole ikke synes, fodbold er sjovt, skal han selvfølgelig ikke fortsat gå til det. Fodbolden skal byttes ud med noget, som lille Ole ser frem til, noget, der motiverer og stimulerer til leg, bevægelse og kropspositivisme. Andet vil være spild af penge for os forældre, og vi vil heller ikke forvente, at han dukker op til de to ugentlige fodboldtræninger, blot fordi det står i kalenderen.

Hvorfor er det meget anderledes for os voksne? Hvorfor går vi ikke mere op i, at give os selv de bedste forudsætninger for aktivitet i hverdagen? Hvorfor tror vi, at vi er meget bedre end børn på dette område? At vi kommer afsted til den fodboldtræning, vi faktisk slet ikke synes, er specielt underholdende? Fordi vi er voksne og dermed meget bedre til at “narre sindet”, “hive os op” og motivere os til noget, vi egentlig slet ikke finder motiverende? Hah, glem det. Hvorfor må vi ikke lave noget, vi synes er sjovere end fodbold?

Der kan være mange grunde til, at man ikke får rørt sig nok, men hvis ikke, man synes, at den træning, man skal give sig i kast med, er sjov, så er det en tabt kamp på forhånd. De fleste af os har en i forvejen tætpakket hverdag, hvor vi ikke engang har tid til de ting, vi rent faktisk synes om, så hvorfor prioritere noget, vi i bund og grund ikke gider? Fordi “vi burde”? Det ved vi alle godt, er den værste motivation af alle…

Jeg kender ikke svarene på mange af de spørgsmål, jeg stiller op her. Jeg synes blot, det er tankevækkende, at man taler så meget om inaktivitet i Danmark. At foreningslivet er så dalende, og at fitnesscentrene har slugt alle motionisterne, men at folk ikke virker til at være blevet synderligt mere aktive af den grund (obs: Jeg har ingen tal på det her, men det er blot min generelle opfattelse). At vi alle gerne vil have aktive unger, men selv ligger hjemme foran skærmen og ikke kan finde motivationen til at røre os. Jeg synes, der er super mange interessante aspekter i det her, og jeg synes, det er ærgerligt, at der er mange, der ikke forbinder motion/træning/dét at røre sig med noget positivt (igen – ingen kilder). Jeg overvejer sågar, om jeg skal gå den vej, når jeg om lidt så småt skal påbegynde min bachelor. Om ikke andet for at få nogle generelle tal på banen! 😜

Personligt er træning sjovt for mig, når jeg “glemmer” det er træning. Og det glemmer jeg, når jeg jagter en bold på squash- eller håndboldbanen – eller hvilken som helst anden bold egentlig. Når jeg svinger i ringe eller smadrer dæk med hammer i crossfitlokalet til høj musik og sved på panden. Når jeg tumler med min 3-årige, og han er flad af grin. Eller når jeg løber en tur med ham i klapvognen, og han hepper “kom så mor, kom så mor” gennem villakvartererne.

Nogle gange er det sjovt, fordi der er god musik involveret. Fordi det er blandt gode venner. Fordi det indebærer meget sved. Fordi det slet ikke indebærer sved. Fordi det startede som noget uden forventninger til intensitet – noget, der knap nok kunne kategoriseres som træning, men som tog om sig og alligevel endte med, at jeg måtte en tur under bruseren. Jeg kræver ikke så meget af min træning længere, men mit liv er dyrebart, og jeg gider simpelthen ikke bruge det på noget, jeg ikke synes, er sjovt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen